Prandelli om 'Pirlo-problemet'
Af Evander Pedersen12. sep 2012 kl. 11:55
Italiens landstræner Cesare Prandelli fastslår, at man ikke kan basere alt sit spil på Andrea Pirlo.
Midtbane-kreatøren og bold-massøren Andrea Pirlo dikterer tempoet hos Juventus og på landsholdet. Men det er farligt at basere alt sit spil på én enkelt person, erkender den italienske landstræner Cesare Prandelli.
- Malta pressede Pirlo. De forsvarede med ni mand, og havde konstant én mand på Pirlo. Vi bliver nødt til at gøre det samme, som vi gjorde under EM-slutrunden. Hvis Pirlo ikke er fri, så bliver vi nødt til at benytte os af andre spillere som eksempelvis Thiago Motta eller Riccardo Montolivo, sagde Prandelli efter 2-0-sejren over Malta.
33-årige Andrea Pirlo har indtil videre optrådt 91 gange for de azurblå med 10 mål til følge.