Avis: Zlatan skriver under i dag
Af Magnus Ankerstjerne17. juli 2012 kl. 11:15
Ifølge La Gazzetta dello Sport er Zlatans skifte til PSG nu meget tæt på at være en realitet.
Italienske La Gazzetta dello Sport melder, at Zlatan Ibrahimović færdiggør detaljerne i sin kontrakt med PSG i dag. Onsdag tager han så til Paris for at bestå lægetjekket, så han endelig kan offentliggøres som ny spiller hos Paris Saint-Germain.
- Tirsdag bliver en vigtig dag, siger sportsdirektør i Paris Saint-Germain, Leonardo ifølge football-italia.com.
Med skiftet til Paris Saint-Germain får Zlatan Ibrahimović en guldrandet kontrakt. Ifølge football-italia.com kan Zlatan se frem til en årlig hyre på omkring 90 millioner efter skat, og årslønnen kan stige helt op til næsten 110 millioner kroner afhængig af svenskerens præstationer.
- Zlatan-til-PSG-handlen er endnu ikke færdiggjort, men vi fokuserer på at gøre din færdig. Det er en vigtig transfer og detaljerne er vigtige. Jeg tror ikke, at nogen forventede, at Ibra forlod Milan efter to år, men sådan er transfermarkedet desværre, sagde spillerens agent, Mino Raila, i går aftes til Sport Italia.
Zlatan menes at koste Paris Saint-Germain omkring 185 millioner kroner.
