Tévez tilbage på Milan-agendaen
Af Magnus Pilgaard 13. juli 2012 kl. 13:59
I januars transfervindue var der stærk interesse for Carlos Tévez – ikke mindst hos italienske AC Milan – nu er interessen blusset op igen.
Noget tyder på, at AC Milans Zlatan Ibrahimović ender med et skifte til Paris SG, og derfor er rygterne allerede gået i gang omkring, hvem der skal afløse ham i angrebet hos de detroniserede italienske mestre.
I sidste sæson var Manchester City's argentinske angriber Carlos Tévez længe ude i kulden hos de engelske mestre, fordi han var på kant med manager Roberto Mancini, og det satte gang rygtemøllen henover vinteren. AC Milan dukkede hele tiden op, og nu mener Sky Sports at vide, at Milans interesse endnu en gang er taget til.
Det er dog ikke kun Tévez, Milan har set sig varme på – også Tevez' holdkammerat Edin Džeko skulle være et emne til at afløse svenske Zlatan Ibrahimović.