Ancelotti er meget begejstret for Modrić
Af Lau Lehrmann12. juli 2012 kl. 22:25
Paris Saint-Germains træner kender alt til Luka Modrics kvaliteter.
Netop har Paris Saint-Germain stort set sikret sig AC Milans Zlatan Ibrahimović og Thiago Silva før den næste store profil kan være på vej. Spilleren er Tottenhams Luka Modrić, som PSGs træner har et godt øje til.
- Jeg behøvede ikke at se ham ved europamesterskaberne for at vide, hvor meget talent han har. Jeg kendte allerede til hans kvaliteter før da. Nu har han bevist sin store klasse for dem, som ikke kendte ham, udtaler Carlo Ancelotti ifølge det kroatiske medie Sportske Novosti.
Luka Modrić har i lang tid været på vej til Real Madrid, men ligesom klubben fra Saint-Germain snød flere klubber i kampen om Ibrahimović og Silva, kan de ligeså vel snyde Real Madrid for den lille kroat. Det er dog ikke noget Ancelotti vil blande sig i.
- Jeg ved, det er det, som interesserer jer mest lige nu, men jeg er ked af at skuffe jer. Jeg kan ikke tale offentligt om transfermarkedet. I er nødt til at forstå, at det ville være en kæmpe fejl fra min side at tale åbent om transfermål og vores gøren i forbindelse med spillere af stor kvalitet, afslutter Carlo Ancelotti.
Luka Modrić har, ifølge AS, fortalt Tottenham, at han ønsker at skifte til Real Madrid, som vil betale 225 mio. kr. plus Ricardo Carvalho.
