Hvem var Miki Roque?
Af Lau Lehrmann25. juni 2012 kl. 12:44
Miki Roque, der var på kontrakt i Real Betis, tabte i går kampen til kræften i en alder af 23 år.
Den catalanske fodboldspiller Miki Roque er død. Roque døde præcis 13 måneder efter han var blevet opereret for kræft i bækkenet på klinikken Dexeus i Barcelona. Det så længe ud til at gå fremad, men sådan skulle det desværre ikke gå. Miki Roque blev kun 23 år.
Miguel "Miki" Roqué Farreros liv fik aldrig lov til at udfolde sig til fulde, og det samme kan man sige om spillerens karriere.
Som bare 17-årig blev Miki Roque hentet til Liverpool af den daværende manager og lansmand Rafael Benitez. Miki Roque fik én kamp for Liverpool. Han var 18 gammel, da han blev skiftet ind i stedet for Xabi Alonso i en udekamp i Champions League mod Galatasaray d. 5 december 2006. The Reds yngste debutant nogensinde i Champions League.
Herefter kom det store gennembrud aldrig for forsvareren, der efter tre lejeophold blev hentet hjem til Spaniens trygge rammer af Real Betis. Efter at være startet på reserveholdet kæmpede Miki Roque sig op, og fik 12 kampe for Real Betis i sæsonen 2010/2011, hvor den andalusiske klub sikrede sig oprykning til Primera División.
Miki Roque blev for første gang siden diagnosticeringen set på Camp Nou i Real Betis kamp mod FC Barcelona d. 15 januar i år. FC Barcelonas Carles Puyol viste sin støtte til Miki Roque efter sejren i Champions League-finalen 2011. Her bar den catalanske anfører en trøje med teksten "Ànims Miki" (da. "jeg tilskynder Miki").
Der var mange, som tilskyndede og ville give Miki Roque liv til det sidste, men i går tabte fodbolden og verden endnu en af talenter i en alt for tidlig alder.
