Eriksson: Zlatan kan blive afgørende
Af Rune Petersen15. juni 2012 kl. 09:12
Sven-Göran Eriksson bliver ikke overrasket, hvis Zlatan Ibrahimović scorer det afgørende mål i aftenens kamp mellem Sverige og England.
Den tidligere engelske landstræner, Sven-Göran Eriksson, advarer 'Three Lions' om, at Zlatan Ibrahimović kan få afgørende betydning, når Sverige og England tørner sammen i aften.
Efter det skuffende nederlag til Ukraine i den svenske åbningskamp, tror Eriksson på, at Zlatan kan blive afgørende i jagten på point mod England.
- Zlatan er en international stjerne, og han kan snyde enhver spiller. Han ville score mål for et hvilket som helst Premier League-hold, siger Eriksson ifølge The Sun og uddyber:
- Jeg ville ikke blive overrasket, hvis Zlatan scorer målet, der afgør kampen. Det ville måske for evigt lukke munden på hans kritikere i England.
30-årige Zlatan Ibrahimović står noteret for 32 mål i 78 svenske landskampe.