13. juni 2012 kl. 22:32  

I 1996 ændrede turneringen for sidste gang format, til det vi kender i dag. Udover at navnet blev ændret til UEFA Euro, blev antallet af deltagere fordoblet, da der nu var fire grupper, hvorimod der tidligere kun havde været to. Det betød samtidig, at der endnu en gang skulle spilles kvartfinaler. At der lige pludselig var så mange deltagerlande skyldtes de mange opbrud i Østeuropa, hvor Jugoslavien, Sovjet og Tjekkoslovakiet alle var blevet inddelt i mindre nationer.

De første gruppekampe i turneringen, der afholdtes i England, blev dog overskygget af en terrorhandling begået af Den Irske Republikanske Hær eller bare IRA. Fem dage efter en bilbombe havde såret over 200 mennesker og forårsaget skader for i omegnen af fem milliarder kr., tog den irske organisation skylden for terrorangrebet samtidig med, at de undskyldte for alle de sårede.

Tragedien fandt sted kun én dag før Tyskland skulle møde Rusland i netop Manchester, hvorfor ekstra mandskab var indkaldt for at holde øje med - og undersøge stadion for potentielle trusler. Tyskland viste sig ikke at have problemer med hverken terrortruslen eller Rusland, da de vandt kampen - der i øvrigt forløb stille og roligt - med overlegne 3-0. De gik derfor videre som gruppens 1'er, ligesom Tjekkiet gik videre som 2'er, eftersom de havde slået Italien i deres indbyrdes opgør.

Holland fik også kæmpet sig videre, på trods af en syngende 4-1-lussing i deres sidste gruppekamp i mod England, der endte som gruppens 1'er.

Danmark levede aldrig op til sensationen i 1992, i det de endte på deres gruppes tredje plads bag Kroatien og Portugal. En Tredjeplads der primært skyldtes 3-0-nederlaget til Kroatiens daværende stjerne der blandt andre talte Zvonimir Boban og Davor Suker.

I den sidste pulje gik Spanien og Frankrig videre foran Rumænien og Bulgarien. Hristo Stoichkov sørgede nærmest ene mand for de fire point Bulgarien fik skrabet sammen, i mens Rumænien kun scorede ét mål uden at få et eneste point.

Slutspillet var på mange måder præget af afventende defensivt spil. Derfor blev der kun scoret ni mål i de sidste syv kampe, ligesom kun to af dem blev afgjort i den ordinære spilletid.

I den første af de fire semi-finaler mødtes Spanien og værterne fra England, i en kamp der var fattig på mål - den endte 0-0 - men rig på drama. Spanien scorede nemlig to mål, der dog begge blev annulleret, ligesom de to gange fik afvist deres appeller om straffespark. Alligevel skulle både spanierne og englænderne få lov at tage fem straffespark hver, da der endnu stod 0-0 på måltavlen efter 120 minutter.
Her viste ”De Tre Løver” sig stærkest med deres 4-2 sejr, hvor især Stuart Pearce' dybtfølte jubelscene står klart manges nethinder.

Også vinderen af kvart-finalen i mellem Holland og Frankring måtte findes i den berømte og berygtede dyst fra 11-meterpletten. Denne gang viste Laurent Blanc sig at kunne det Clarence Seedorf ikke evnede - at score på det femte og afgørende straffespark.

På Old Trafford mødtes Tyskland med den nye nation Kroatien, i en kamp hvor der også skulle straffespark til for at finde en vinder. Denne gang var ét enkelt dog nok, da Jürgen Klinsmann efter 20 minutter bragte tyskerne foran med en straffesparksscoring. Kort inde i 2. halveg udlignede Davor Suker, da han med et elegant træk gled uden om målmand Andreas Köpke og scorede til 1-1.

De efterfølgende 10 minutter skulle vise sig at blive fatale for kroaterne, i det de først fik Stimac udvist, ligesom de tre minutter senere kom bagud 2-1 ved Matthias Sammer. Den føring kunne hverken Suker eller Boban gøre ved, hvorfor det stod klart, at Tyskland var klar til at møde England i semi-finalen.

Før de mødtes skulle ”Les Bleus'” semi-finale-modstander dog findes i kampen i mellem Portugal og Tjekkiet. I den eneste af kvart-finalerne hvor der ikke blev scoret på straffespark, skulle Karel Poborskys legendariske lob vise sig at være nok til at sikre tjekkerne en 1-0 sejr på trods af Radoslav Látals udvisning i slutminutterne.

Den første af de to semi-finaler, hvor Frankrig mødte Tjekkiet, skulle vise sig at blive en forholdsvist kedelig affære, hvor ingen af de to hold fik spillet sig til nogen åbne muligheder i hverken de første 90-, eller de efterfølgende 30 minutter. Tjekkiet, med Pavel Nedved på holdet, endte med at slå Frankrig i den efterfølgende straffesparkskonkurrence da Reynald Pedros brændte det sjette og afgørende spark.

I London mødtes England og Tyskland i den anden af de to semi-finaler på Wembley, i en kamp hvis indledning skulle vise at stå i kontrast til hvad knock-out-kampene havde budt på indtil da. Allerede efter tre minutter headede Alan Shearer således England på sejrskurs, da han satte pandebrasken på Terry Venables' indlæg. Steffen Kuntz sørgede dog for den tyske udligning allerede i det 16. minut. Selvom England kom tæt på, formåede ingen af de to hold at score endnu et mål, hvorfor også denne kamp skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence. Efter begge nationer havde scoret på deres første fem, brændte Gareth Southgate med at svagt eksekveret straffe Englands sjette af slagsen, hvorefter Andreas Möller sikrede den tyske finale-plads.

Overraskelsen fra Tjekkiet, der stik i mod manges forventninger var nået til finalen, blev endnu større efter en times spil, hvor Patrik Berger scorede på straffespark og sendte tjekkerne mod trofæet. Indskifteren Oliver Bierhoff ville det dog imidlertid anderledes, da han kun to minutter efter at være blevet skiftet ind udlignede til 1-1. Derfor gik også denne kamp i forlænget spilletid, men for første gang i historien afgjordes den her, i det det første Golden Goal nogensinde blev scoret. Endnu en gang var det selv samme Oliver Bierhoff, der på kanten af feltet med ryggen til mål, vendte sig og fyrede kanonen af - en kanon Petr Kouba ikke kunne afværge. Tyskland var Europamestre.