Italien sørgede for tør bane
Af Andreas Laursen12. juni 2012 kl. 22:14
Vicepræsidenten for Italiens Fodboldforbund afslører, at det var Italiens beslutning, at banen ikke skulle vandes et kvarter før kampen mellem Spanien og Italien.
Efter Spaniens – i egne øjne - skuffende 1-1-resultat mod Italien, luftede både træner Vicente del Bosque og flere spillere deres utilfredshed med det tørre græs. Spaniens hurtige kombinationsspil blev bremset, og ifølge del Bosque ville tilskuerne havde fået en bedre kamp at se, hvis græsset var blevet vandet et kvarter før kampstart.
Nu afslører vicepræsidenten for Italiens Fodboldforbund Demetrio Albertini til spanske MARCA, at det var Italien, der sørgede for, at banen ikke blev vandet:
- Det var mig, der sagde, at de ikke skulle vande den. Den blev vandet 75 minutter før kick-off, før opvarmningen, men vi ønskede ikke, at den skulle vandes 15 minutter før kampen.
Ifølge UEFA's regler, kan banen få en omgang vand et kvarter før tid, men det kræver, at begge hold ønsker det. Og det faldt altså ikke i italienernes smag:
- Vi er ikke vant til at spille på baner, der er så våde og hurtige. Ligesom mange andre hold. Græsset var langt, men det var ikke vores skyld.