Så indkalder Liverpool til pressemøde
Af Mathias Jacobsen31. maj 2012 kl. 22:01
Den skulle være god nok. Liverpool får ny manager, når man på et pressemøde i morgen præsenterer den forventede Brendan Rodgers.
Det har været på trapperne hele ugen, og i morgen bliver det så helt officielt. Brendan Rodgers forlader Swansea til fordel for Liverpool, og bliver dermed manager for den traditionsrige Merseyside-klub fra næste sæson.
Således meddeler klubben her til aften, at man i morgen formiddag – klokken 11.00 nærmere bestemt – afholder et pressemøde på Anfield, hvor den nye manager vil blive præsenteret.
Selvom der naturligvis kan være tale om et pressemøde omhandlende noget andet end Brendan Rodgers, ville det dog komme bag på de fleste, hvis dette var tilfældet, og Swansea bekræfter da også selv på sin hjemmeside, at man torsdag er blevet enige med Liverpool om en aftale med den 39-årige træner af irsk oprindelse.
Hvem den nye manager i Swansea bliver er endnu uvist, men rygterne peger dog på Wigan-assistent Graeme Jones, selvom også danske Michael Laudrup er blevet nævnt som en mulighed.