Mancini bagatelliserer Ibra-rygter
Af Allan Baisgaard21. maj 2012 kl. 21:02
Manchester City-træner Roberto Mancini slår fast, at et møde med Milan-angriberen Zlatan Ibrahimović blot var et høflighedsvisit.
I sidste uge ville italienske medier vide, at Manchester City havde et møde med svenskeren Zlatan Ibrahimović i Milano. Rygterne blev skudt til jorden af Ibrahimovics agent, der blot kaldte det for ren spekulation, men nu bliver der pustet liv i gløderne, der rygter Ibrahimović væk fra AC Milan.
Manchester City-manager Roberto Mancini siger, at milanesernes fans ikke har noget at bekymre sig for, eftersom der blot var tale om et lille høflighedsvisit, hvor en træner møder en tidligere spiller. Som bekendt var Mancini træner for Ibrahimović i en periode af to års varighed, da begge personer var at finde hos rivalerne fra Inter:
- Milans fans skal tage det roligt. Ibrahimović er en stor mester, udtaler Mancini til the Guardian.
Den langlemmede svenske angriber har haft en formidabel sæson for AC Milan, hvor det blev til hele 28 mål i den italienske Serie A, hvilket gjorde Ibrahimović til ligaens topscorer.
Spilleren har selv udtalt for nylig, at han gerne vil blive i Milano frem til kontraktudløbet i 2014, men alligevel har det været nødvendigt for Milan at afvise flere rygter omkring, at svenskerens fremtid kunne ligge andetsteds.
