Frankrig - Ny træner, ny start, nyt håb?
Af Magnus Ankerstjerne18. maj 2012 kl. 18:09
Skampletten fra de seneste to slutrunder skal vaskes væk for 'Les Blues', der ikke har vundet en kamp i slutrunderegi siden 2006. Indkast.dk tegner et portræt af den stolte fodboldnation.
Sidste EM var en gyselig affære for franskmændene. Én scoring, ét point og en sidsteplads i gruppe A med en målscore på 1-6. Og hvis ikke EM i 2008 havde været slem nok for det franske landshold, blev det kun værre ved VM i Sydafrika i 2010, hvor historien så ud til at gentage sig selv. Én scoring, ét point og en sidsteplads i gruppe A.
Det kostede Raymond Domenech jobbet som træner for 'Les Blues', og han blev erstattet af den tidligere landsholdshelt og både EM- og VM-vinder Laurent Blanc, der har fået til opgave at samle holdet og bringe det tilbage til fordums styrke.
Kommentar
Trods en førsteplads i den på papiret ret overkommelige kvalifikationsgruppe til sommerens EM har holdet endnu ikke helt fundet melodien. Efter to år i trænersædet har Laurent Blanc endnu ikke fundet sin foretrukne startende 11.
Det største knudepunkt finder vi på midtbanen, hvor Frankrig har haft svært ved at finde melodien, selvom det er her, vi finder de største stjerner på den franske fodboldscene med navne som Franck Ribéry, Samir Nasri, Florent Malouda og Yoann Gourcuff. Ifølge den franske sportsjournalist for L'Equipe Vincent Duluc er det Frankrigs svage punkt.
- Selvom midtbanen på papiret ligner vores stærkeste våben, så er det faktisk omvendt. Faktisk er der ingen, som lige nu ved, hvem der skal starte til sommer, siger han til Tipsbladet.
Frankrig er havnet i pulje med Sverige, England og værtsnationen Ukraine; tre hold, der ikke ligefrem har ry for at være gode slutspilshold og med Ukraine som EM-debutanter. Dette burde give en smule anledning til optimisme i det franske, men træerne gror øjensynligt ikke ind i himlen.
- Forventningerne er generelt ikke så store. Jeg tror, at folk vil være tilfredse, hvis de kommer videre fra gruppen, fordi selvom det har været skidt i de sidste turneringer, har det set ok ud resultatmæssigt gennem den seneste tid – især kvalifikationen. Folk håber på dem, men sigter ikke højere end en kvartfinaleplads, siger Vincent Duluc.
Og det er generelt et hold med en del nye spillere, der skal føre Frankrig til succes ved sommeren EM. Spillere som Karim Benzema, Samir Nasri, Yann M'Vila, Loïc Rémy og Yohan Cabaye udgør den nye, unge garde af spillere, der er udset til bærende roller. Ingen af de førnævnte var med under VM i 2010, og det er da også i høj grad en hel ny trup af spillere, som Laurent Blanc udtog til bruttotruppen for et par dage siden.
Frankrigs bruttotrup ser således ud:
Målmænd: Hugo Lloris (Lyon), Steve Mandanda (Olympique Marseille) og Cédric Carrasso (Bordeaux).
Forsvar: Gaël Clichy (Manchester City), Patrice Evra (Manchester United), Laurent Koscielny (Arsenal), Philippe Mexes (AC Milan), Adil Rami (Valencia), Mathieu Debuchy (Lille), Anthony Reveillere (Lyon) og Mapou Yanga Mbiwa (Montpellier).
Midtbane: Yohan Cabaye (Newcastle), Florent Malouda (Chelsea), Samir Nasri (Manchester City), Alou Diarra (Olympique Marseille), Yann Mvila (Rennes), Yoann Gourcuff (Lyon), Marvin Martin (Sochaux) og Blaise Matuidi (Paris St. Germain).
Angreb: Hatem Ben Arfa (Newcastle), Karim Benzema (Real Madrid), Franck Ribery (Bayern Munich), Olivier Giroud (Montpellier), Jeremy Menez (Paris St. Germain), Loic Remy (Olympique Marseille) og Mathieu Valbuena (Olympique Marseille).
Frankrigs chancer
Indkast.dk er i høj grad enig med Vincent Duluc og det franske folk. Frankrig er langt fra den styrke, de havde for 12-14 år siden, hvor det kastede guld af sig til Zidane & Co. Frankrig er havnet i en overkommelig pulje, hvor de på papiret burde slå Sverige og Ukraine, mens England ligner en modstander, der kan slå franskmændene. Uheldigvis er Frankrigs gruppe parret med gruppe C, hvor Spanien ligner en vinder af gruppen og dermed en sandsynlig modstander i kvartfinalen. Indkast.dk tror, ligesom det franske folk, at kvartfinalen ligner et realistisk mål og en sandsynlig endestation for Laurent Blancs mænd.
Men hvem ved? Måske vinder Frankrig deres pulje, og gør de det, så ser en mulig kvartfinale mod Italien, Irland eller Kroatien lige pludselig ikke så dyster ud.
Spillestil
Frankrig spiller en type fodbold, der minder en del om klubberne, hvor Nasri, Benzema og Ribéry er på græs til hverdag. Opstillingen 4-2-3-1 ligner mere og mere Laurent Blancs foretrukne, men møder Franskmændene svære offensiver, kan opstillingen nemt ændres til en mere 4-5-1-lignende af slagsen. På papiret vil Frankrig altså gerne spille en offensiv form for fodbold, hvor man vil satse benhårdt på kontra og omstillinger med tre kreative spillere og en spydspids, mens to defensive spillere skal sørge for ro og stabilitet bagud. Om det så også bliver til offensiv og sprudlende fodbold til sommer, vil tiden vise.
Nøglespillere
Rutinerede spillere som Patrice Evra, Hugo Lloris, Florent Malouda og Alou Diarra kan vise sig vigtige for de blåtklædte franskmænd, men Indkast.dk vurderer, at de tre nøglespillere skal findes i Karim Benzema, Yann M'Vila og Franck Ribéry, der er de eneste spillere i truppen, hvor man kan sige, at de kan vide sig sikre på en startplads på Laurent Blancs hold.
Karim Benzema
Har været forrygende for de storspillende Real Madrid i år, hvor han har scoret mål på samlebånd – 21 i ligaen, 32 i alt. Han har i langt størstedelen af sæsonen været José Mourinhos foretrukne spydspids i en formation, der minder meget om den, som Laurent Blanc forsøger at praktisere.
Yann M'Vila
Det 21-årige wonderkid har været forrygende i denne sæson for franske Rennes, hvilket har rygtet ham til flere storklubber til sommer. Her står Arsenal umiddelbart og ligner den sandsynlige destination for den defensive midtbanespiller. Han har været fast mand gennem hele kvalifikationen.
- M'Vila er den midtbanespiller, der har været mest stabil under Laurent Blanc. Hvis Gourcuff eller Abou Diaby var klar, ville M'Vila selvfølgelig have mere konkurrence, men lige nu er han det mest stabile kort for Blanc, og han er vel egentlig den eneste, der ligner en sikker starter på midtbanen, siger Duluc til Tipsbladet.
Franck Ribéry
Den teknisk stærke Ribéry behøver ingen yderligere præsentation. Venstrefløjen har gang i en rigtig god sæson hos tyske Bayern München, som han kan krone med en sejr i Champions League finalen i morgen. Med 12 mål og 20 assists i den tyske liga, skal han tage storformen med til EM-slutrunden og brødføde Benzema med målgivende afleveringer, mens han selv også helst skulle bidrage til målscoringen.
Vejen til EM
Frankrig var havnet i en på papiret overkommelig kvalifikationsturnering til sommerens EM. Bosnien og Herzegovina lignede det eneste hold, der kunne true Frankrig i kampen om førstepladsen og direkte kvalifikation. Og sådan blev det også. Det hele blev først afgjort i den allersidste kamp i gruppespillet, hvor Frankrig på hjemmebane skulle møde netop Bosnien og Herzegovina, hvor franskmændene kun havde et enkelt points føring. Da kampen sluttede 1-1, kunne Frankrig fejre direkte kvalifikation, mens landet fra Balkan skulle ud i play-off.
Hemmeligt våben
Frankrigs hemmelige våben er nok ikke så hemmeligt af navn. Yoann Gourcuff er kendt af de fleste modstandere, men en grim skade i december måned, har holdt midtbanespilleren ude i store dele af sæsonen. Det er derfor ikke en Gourcuff, der kommer til EM med kampform og super kondition. Men den tekniske spiller har alligevel talentet og evnerne til at ændre en kamp til Frankrigs fordel. Og så er han en af træner Blancs yndlingsspillere.
- Jeg tror, at hvis Blanc frit kunne vælge, så ville Yoann Gourcuff spille fra start. Han er en spiller efter Blancs hoved, men desværre er han først nu ved at komme tilbage til kampform, efter at han har været ude siden december. Hvis han spiller en række kampe til sidst i sæsonen, så er han faktisk godt stillet i forhold til de andre. Men det er en svær situation, Blanc står i, siger Vincent Duluc til Tipsbladet.
Bud på idealopstilling
4-2-3-1
Hugo Lloris – Patrice Evra, Adli Rami, Phillippe Mexés, Bacary Sagna – Yann M'Vila, Yohan Cabaye – Franck Ribéry, Samir Nasri, Loïc Remy – Karim Benzema
Træner
Frankrigs træner er legenden Laurent Blanc, der som spiller både har vundet VM og EM i henholdsvis 1998 og 2000. Han er født den 19. november 1965 i Alés, og blev ansat som fransk landsholdstræner den 2. juli 2010.
I sin aktive karriere nåede Blanc at spillere mere end 600 ligakampe for klubber som blandt andet talte Montpellier, Marseille, Napoli, Barcelona, Inter og Manchester United.
I sin trænerkarriere har han kun stået i spidsen for ét andet hold end det franske landshold. Det hold var Bordeaux, som han var træner for fra 2007, til landsholdet kaldte på ham i 2010. I den korte periode formåede han at føre 'Les Girondins' frem til hele fire titler: den franske Ligue 1 i 2008-2009, den franske cup i samme år, og to franske super cup-titler.
Slutrundehistorie
'Les Blues' tager stolte slutrundetraditioner med sig til sommerens EM. Hele fire gange har holdet fået medaljer ved en VM-slutrunde, hvor det absolutte højdepunkt kom på hjemmebane i 1998, hvor en vis Zidane var med til at bringe guld til Frankrig. Selv samme Zidane var også en vigtig figur, da franskmændene otte år seneste tog en sølvmedalje i Tyskland. De andre to VM-medaljer er af bronze og stammer fra VM i Mexico i 1986 og VM i Sverige i 1958.
Frankrigs EM-historie har også guldrandede minder. To gange guld er det blevet til. Den ene gang i 2000, hvor holdet gjorde sig selv til både regerende Europa- og Verdensmestre med David Trezeguets scoring i golden goal mod Italien. Den anden guldmedalje stammer fra 1984, hvor en storspillende Michel Platini førte holdet til guld med en sejr i finalen over Spanien.

Mere om EM 2012:
Mere om Deltagerlande til EM2012: