Liverpool tavse omkring Dalglish
Af Andreas Laursen15. maj 2012 kl. 17:09
Kenny Dalglish har været til møde i USA, men Liverpool FC vil endnu ikke bekræfte, om manageren bliver i klubben.
Mandag fløj Liverpool-manager Kenny Dalglish til Boston for at mødes med klubbens ejere, og der blev straks spekuleret i, om der ville være tale om det sidste møde mellem de to parter.
Det har længe været rygter om, at King Kenny stod overfor en fyreseddel, og turen til USA virkede som en oplagt mulighed. Andre medier har spekuleret i, om Dalglish mon selv ville sige op, men Liverpool FC vil ikke kommentere på situationen.
Selvom Kenny Dalglish i indeværende sæson har ført Liverpool FC til to nationale finaler og vundet den ene, har holdet skuffet fælt i Premier League. Liverpool er endt på en kedelig ottendeplads, som er Merseyside-klubbens dårligste placering i 18 år. Pointhøsten på 52 har ikke været lavere siden 1954, og Liverpool-spillerne må kigge op ad i tabellen for at få øje på lokalrivalerne fra Everton, der er endt på en syvendeplads.
Liverpool FC's amerikanske ejere har allerede fyret sportsdirektør Damien Comolli, men klubben vil altså endnu ikke bekræfte, om Kenny Dalglish kommer til at lide samme skæbne.
