Nordsjælland forspildte deres chance
Af Nicolai Nordbo14. maj 2012 kl. 20:54
FC Nordsjælland greb ikke chancen for at komme over FCK i en kamp, hvor der ellers var chancer til sejren.
FC Nordsjælland havde en gylden mulighed for at komme op på 1.pladsen i Superligaen inden dagens opgør. OB var presset nedefra af Lyngby. Derfor var kampen uhyre vigtig for begge klubber.
FC Nordsjælland var inden dagens opgør sikret minimum sølvmedaljer, men det var der ingen tvivl om, at de ikke ville nøjes med.
OB var anført af Djemba-Djemba i Anders Møllers Christensens fravær. De startede op med et ungt midterforsvar bestående af Daniel Høegh og Kasper Larsen, ellers var opstillingen den samme, som tog point fra FCK i Parken forrige runde.
FC Nordsjælland spillede sig langsomt varme, og da der var spillet et godt kvarter kom de frem til to store muligheder. En til henholdsvis Michael Parkhurst og Søren Christensen. Deres pasningsspil fungerede godt, men de skabte ikke den helt afgørende chance. De varierede deres spil ved både at spillet op gennem midten og bredt, og blev aldrig stresset af OBs halvhjertede indsats. OB måtte endda vente en halv time på deres første mulighed, som blev skabt af Christian Sørensen, som tidligt havde erstattet en skadet Rurik Gislason.
Som kampen skred frem åbnede kampen mere op, og i anden halvleg kom der flere store chancer. En til Morten Skoubo efter 50 min, der tæmmede den med brystet og skød med det samme, men Jesper Hansen fik afværget til hjørne. Tobias Mikkelsen fik kort efter en kæmpe mulighed, men Wessels hev en flot redning frem. OB bed mere fra sig, og Bernard Mendy brændte en stor chance efter en flot aflevering fra Skoubo. I kampens døende fase fik FC Nordsjælland to store muligheder. Den ene tilfaldt Parkhurst, hvis skud ramte overliggeren, og den anden til Tobias Mikkelsen.
En underholdende anden halvleg der bød på mange chancer, som kunne have tippet begge veje endte dog 0-0 .
FC Nordsjælland – OB: (0-0)
Kampens spiller: Enoch Adu
Dommer: Jakob Kehlet
Tilskuertal: 8.677
