13. maj 2012 kl. 19:42  

De sædvanlige bannerførere
Ingen andre nationer får så meget ud af spillet via fløjene, som Tyskland gør det i øjeblikket. Ligegyldigt om det er det formidable kombinationsspil på højrefløjen mellem den bevægelige playmaker Mesut Özil og Thomas Müller, eller om det er venstrefløjen med den dynamiske back Philipp Lahm og Lukas Podolski, der står for opspillet, så er resultatet det samme: En komplet nedbrydning af modstanderholdet. Når man ser Lahm og Podolski på kanten, fremgår det tydeligt, at de to har en særlig intern spilforståelse. Begge spillere fik debut på A-landsholdet tilbage i 2004, de er jævnaldrende (Lahm 28, Podolski 26), de har stort set opnået det samme antal landsholdskampe (Lahm 85, Podolski 95) og hver især er de kendt for deres alsidighed. Hvis Danmark skal have point med fra gruppekampen mod Tyskland, er det altafgørende, at man får lukket ned for denne dødsensfarlige duo, som ikke uden grund går under navnet 'Landsholdets talisman'.

Hollands Arjen Robben bliver ofte kritiseret for sin egoistiske spillestil i de tyske medier, men hvis man ser bort fra de negative ting, der er forbundet med Robbens kolossale ego, så har den hollandske driblekonge en fænomenal evne til at afgøre kampe på egen hånd. Om man bryder sig om ham eller ej, så er han absolut en af de det farligste våben, Oranje kommer til Polen og Ukraine med.

Portugal er ofte favoritter til at avancere fra gruppespillet i de større slutrunder. Men med konkurrenter som Holland, Tyskland og Danmark vil det kræve en ekstraordinær indsats fra Portugal-mandskabet, hvis man har planer om videre avancement. Modstanderne vil i høj grad rette fokus mod Real Madrid-stjernen Cristiano Ronaldo, men det er vigtigt, at man ikke læsser alt over på superstjernens skuldre. En spiller som Nani er også nødt til at træde i karakter, hvis holdet fra Den Iberiske Halvø skal opnå succes. På samme måde som Robben er Nani blevet beskyldt for at gøre mere skade end gavn med sin egoistiske indstilling. Den driblestærke fløjspiller har langt om længe lagt den selvoptaget spillestil bag sig på Old Trafford, og nu krydser Portugal-træner Paulo Bento blot fingrene for, at Nani for en gangs skyld kan udvise samme selvkontrol og modenhed på landsholdet.

Wingbacks spiller en vital rolle i moderne fodbold og til næste måneds EM, får vi en masse af disse at se i aktion. Tjekkiets fremadrettet spil afhænger i høj grad af Bayer Leverkusens venstreback Michal Kadlec, mens Rusland flittigt benytter sig af Aleksandr Anyukov og Yuri Zhirkov til at udnytte pladsen på kanterne og bag modstanderens backs. Selvom Sergio Ramos ofte bruges som midterforsvar i Real Madrid, forventes det, at den spanske landstræner Vicente del Bosque vil bruge ham på højrebacken, så han får fuld udnyttelse af hans power og gennembrudsstyrke, som man oplevede det under EM i 2008 og VM i 2010.


Trænernes dilemmaer
Den italienske landsholdstræner Cesare Prandelli står overfor en del vanskelige problemer, men den absolut største udfordring er at besætte wing-pladserne. Klassiske wings eller fløje er et sjældent fænomen i den italienske Serie A, og med det in mente, vil det ikke komme som en kæmpe overraskelse, hvis landstræneren i sidste ende vælger et 4-3-1-2-system. Håbet om to italienske fløje ligger dog ikke fuldstændig dødt endnu. Napolis højrefløj Christian Maggio er i hans livs form, Juventus' Simone Pepe kan med hans dynamik og kampgejst heller ikke udelukkes, ligesom Torino-klubbens Emanuele Giaccherini kan vise sig at blive en dark horse, selvom han ikke er fast mand hos de italienske mestre. På højreback huserer Milans Ignazio Abate, mens Zenits Domenico Criscito og Palermos Federico Balzaretti kæmper om startpladsen på den modsatte flanke.

Alle, der har set Frankrig spille på det seneste, vil være bekendt med, hvor ubalanceret de er, når de angriber. De vil næsten altid forsøge at angribe over venstrefløjen, fordi både Florent Malouda og Franck Ribery foretrækker at spille i venstre side, mens Samir Nasri mere må betegnes som playmaker og Loic Remy mere som angriber. Selvom træner Laurent Blanc har forsøgt sig med syv forskellige på højrefløjen, er han ikke umiddelbart kommet tættere på en løsning, og at man kun kan angribe over den ene fløj, må anses for værende noget af et svaghedstegn for en fodboldnation som Frankrig.

I håb om at kontra-angreb kan sikre en sejr eller to på hjemmebane, bliver ukrainernes spil bygget meget op omkring de to eksplosive wings Dynamo Kievs Andriy Yarmolenko og Dnipros Yevhen Konoplyanka.

Hos den anden værtsnation Polen må man gå ud fra, at størstedelen af deres spil vil blive bygget op omkring deres uhyggelige højreside bestående af wingback Lukasz Piszczek og wing Kuba Blaszczykowski, begge fra Borussia Dortmund.


Fremtidens stjerner
Sverige er tidligere blevet revset for kedeligt og uinspirerende spil, men med ansættelsen af Erik Hamrén har holdet løsrevet sig fra tøjlerne. Man er begyndt at benytte sig mere af de to wingbacks Mikael Lustig og Martin Olsson, og paradoksalt nok går kritikken nu på, at de to spillere er alt for fokuseret på det offensive. Med spillere som Rasmus Elm, Emir Bajrami og Sebastian Larsson på kanterne er der i den grad lagt op til, at fløjspillet bliver svenskernes hemmelige våben til denne slutrunde.

Grækenland kan igen være fortrøstningsfulde, da deres højrewing Sotiris Ninis er blevet erklæret klar til EM på trods af, at han var løbet ind i en alvorlig knæskade. Holdet er ikke ligefrem fuld af angrebslystne individualister, og det er derfor ekstremt vigtigt for holdet, at man igen råder over den 22-årige Panathinaikos-stjernes kreativitet og gennembrudsstyrke.

Hos England kan den store positive overraskelse blive Manchester Uniteds Ashley Young, der på trods af sine 26 år endnu står overfor sit gennembrud på landsholdet. Young fik sin debut 12. oktober 2010, og har i løbet af EM-kvalifikationen nettet tre gange.

Kroatiens træner Slaven Bilic er tilsyneladende ikke den eneste, som lader sig beundre af holdets 24-årige venstreback Ivan Strinic, der til daglig har sin gang i ukrainske Dnipro. Engelske, franske, italienske og tyske klubber skulle således følge Strinic tæt.