4. maj 2012 kl. 13:50  

Sæsonen startede udmærket for oprykkerholdet Hertha Berlin. Die Alte Dame, Den gamle dame, indtog hurtigt en solid midterplacering i den tyske Bundesliga, og i løbet af de første fem runder var det både blevet til en hjemmesejr over VfB Stuttgart og en udesejr mod Borussia Dortmund, der som bekendt snuppede mesterskabet for andet år i træk. Som tiden gik, begyndte tingene langsomt at ændre sig. Man raslede stille og roligt ned i tabellen, og klubben følte, at de måtte træde til og tage konsekvenserne af de manglende resultater. Tilbage i december fyrede man den daværende træner Markus Babbel, og arvtager Michael Skibbe røg samme vej mindre end to måneder senere efter fem nederlag i fem kampe. Rådvildheden og panikken spredte sig på direktionsgangene i den 119 år gamle fodboldklub, der ikke kunne acceptere endnu et års fravær fra det fineste fodboldselskab.

Efter blot en uge med den midlertidige træner René Tretschok, kunne man på et pressemøde 19. februar præsentere endnu en ny mand, men gammel kending, i spidsen for Hertha Berlin. Der var tale om en af de absolut mest succesrige personligheder i tysk fodboldhistorie, som af mange dog huskes bedst for sin bedrift i 2004, hvor han førte upåagtede Grækenland til en overraskende EM-triumf. Navnet var Otto Rehhagel eller King Otto, som han ofte blev benævnt, der havde haft sin gang i det tyske fodboldunivers som aktiv spiller i bl.a. Kaiserslautern og netop Hertha Berlin, for derefter at udfylde rollen på sidelinjen i så mange Bundesligaklubber, at selv Felix Magath ville ligne et loyalt klubikon til sammenligning. Otto Rehhagels eneste mission var at sikre hovedstadens traditionsrige mandskab overlevelse i Bundesligaen, men ansættelsen af den 73-årige tyske trænerlegende delte vandene i hovedstaden.

På den ene side havde man dem, som mente, at hans erfaring og imponerende cv ville være en fordel i kampen for at undgå nedrykning. Man anså ham som manden, der kunne forvandle en gruppe af gennemsnitlige breddespillere til en skræmmende, struktureret og pointhøstende hær, som uden at blinke kunne gennemføre 'Mission Overlevelse'. På den anden side havde vi at gøre med dem, som anså ansættelsen af en træner, der havde været væk fra Bundesligaen i 12 år, som en panisk beslutning, og mente, at klubbens ledelse lod sig rive med af mediernes sensationspræget overskrifter, der berettede om vanvittige mirakler, frem for at vurdere, hvilken type træner klubben egentlig stod og manglede. King Ottos tiltræden kunne på mange punkter sammenlignes med Fabio Capellos rolle i Real Madrid, som den erfarne mirakelmager, der blev kaldt ind, når klubben var i krise. Alle fremtidsplaner og langsigtede løsninger blev for en stund sat på standby i jagten på overlevelse.

For at få et nærmere indblik i klubbens trænersituation, har vi på Indkast.dk talt med den danske Hertha Berlin-fan Tim Eklund, der har været bosat fem år i den tyske hovedstad, og fulgt klubben tæt siden 1999. Ifølge ham er det grundlæggende problem klubbens konstante trang til at se resultater med det samme, i stedet for at finde én træner, man satser fuldt ud på, der kunne skrive et helt nyt kapitel i klubbens historie. Han erkender dog, at man har alvorligt brug for point, og at tilknytningen af Otto Rehhagel er en kortsigtet, men logisk løsning.

- Man kan sagtens forestille sig, at klubben skiller sig af med Otto Rehhagel efter sæsonen. Nu har man haft fem trænere i klubben det seneste år, og det er også medvirkende til at ødelægge sammenhængskraften på holdet. Man skulle fra start have hentet én træner, som kunne opbygge et helt nyt hold fra bunden, og det måtte gerne være en med et tilhørsforhold til klubben. Man hentede en Michael Skibbe ind, som havde i tankerne at indføre tiki-taka-fodbold, som vi kender det fra FC Barcelona – problemet er, at man forsøger at revolutionere spillestillen midt i sæsonen, hvor man ligger skidt placeret i ligaen. Disse ændringer er en nødvendighed på den lange bane, men lige nu er det logisk, at klubben henter en erfaren herre som Rehhagel, der kender klubbens indre linjer, og kan skaffe hurtige point i nedrykningsdysten, siger Tim Eklund.

Årsagen til, at man har hentet en gammel, garvet kending ind til at føre taktstokken i omklædningsrummet skyldes, at man tilbage i 2003 stod i nøjagtig samme situation. Nedrykningsfaren lurede og i december tilknyttede man den nu 69-årige Hans Meyer som cheftræner, der formåede at holde det blåhvide mandskab over stregen. Indtil videre har forsøget på en gentagelse af den succesfulde formel fra 2003 dog ikke båret frugt med Otto Rehhagel. Manden, der har deltaget i mere end 1000 Bundesliga-kampe, har i sine 11 kampe på berlinernes trænerbænk kun formåede at skrabe sølle otte point sammen. En så beskeden pointhøst er altid utilfredsstillende for en træner, men spillerne bærer også deres del af ansvaret, påpeger Otto Rehhagel.

- Vi har for mange spillere, der slet ikke har noget kropssprog. For mange, der er stille og ikke rigtigt kan udtrykke sig, lyder Rehhagels nedslående dom over den spillertrup, der lørdag skal forsøge at gribe efter det sidste halmstrå, når de tager imod Hoffenheim på hjemmebane.

Den danske Hertha Berlin-fan Tim Eklund erkender da også, at man ikke kan pege på træneren alene som synderen for klubbens dårlige placering, og kommer samtidig med forslag til, hvordan Hertha Berlin i fremtiden kan begå sig i den bedre halvdel af Bundesligaen.

- Det kan være svært at sætte fingeren på hvad, der præcist kan ændre situationen i Hertha Berlin. Der er en udpræget holdning blandt klubbens fans om, at ligegyldig hvilken træner, man sætter ved roret, så bliver situationen bare ikke bedre foreløbig, dels pga spillertruppen, dels pga de økonomiske udfordringer klubben står overfor. Jeg er af den opfattelse, at man bør skille sig af med en del af de ældre spillere, der ikke leverer varen, og hive en masse spillere fra det talentfulde ungdomshold op i seniortruppen. På trænerbænken bør man hente Falko Götz eller Jürgen Röber ind, hvis hjerter virkelig brænder for klubben. Det vigtigste er dog, at man er villig til at starte helt forfra, selvom det muligvis kan koste endnu en tur i 2. Bundesliga. Det nytter ikke at fyre den ene træner efter den anden og ansætte lappeløsninger, fordi man tænker kortsigtet, og er bange for at miste point lige nu og her, udtaler Tim Eklund.

Lige nu tænker man dog næppe på fremtiden i den tyske hovedstad. Alt fokus er rettet mod sæsonens sidste kamp lørdag, når Hoffenheim gæster Olympiastadion. Alt andet, end en sejr er ubrugeligt i kampen for overlevelse. Samtidig skal Ståle Solbakkens tidligere mandskab FC Köln smide point hjemme mod giganterne fra Bayern München, hvis hovedstadsklubben skal løbe med 16. pladsen, der udløser nedrykningsplayoff mod 2. Bundesligaens tredjeplads.

Ligegyldigt hvordan den berlinske historie ender lørdag, så er det tydeligt, at kritikken af Rehhagels ansættelse har været omfattende. Den aldrende taktikker har dog altid haft et simpelt men overbevisende modsvar klar, der kan gøre kritikken til skamme, hvilket også kan blive aktuelt, hvis det lykkedes at undgå nedrykning: ”Se på mine resultater.”

Spørgsmålet er om den gamle mand kan holde liv i Den gamle dame, eller om King Ottos succes for en gangs skyld udebliver?