Castaignos utilfreds i Inter
Af Allan Baisgaard25. apr 2012 kl. 14:37
Ung hollandsk talent er utilfreds i Inter, hvor manglen på spilletid kan tvinge spilleren til at søge nye græsgange.
I starten af denne sæson skrev Inter kontrakt med en af de mest lovende talenter i hollandsk fodbold. Spilleren Luc Castaignos blev spået en stor karriere i det italienske, men har i sin første sæson i klubben, haft svært ved at bide sig fast på førsteholdet. Det får nu spillerens agent, Arie Treffers, til at udtale til italienske medier, at spillerens fremtid kan ligge andetsteds:
- Inter sagde, at de ville forny deres trup da de skrev kontrakt med Luc, men deres gennemsnitsalder i truppen er på nuværende tidspunkt over 30 år. Jeg tror, at et lån er den mest realistiske løsning pt. eller et skift til en større klub, som vil have ham på en permanent kontrakt, udtaler Treffers til NUsport.
Det er kun blevet til seks kampe for Inter i denne sæson og et enkelt mål for den hollandske u21-landsholdsspiller. Agenten fortsætter:
- Næste sæson er utrolig vigtig for hans (Constaignos red.) udvikling. Han vil have kampe på førsteholdet, og det ser ud til at være svært i Inter. Vi må se, hvad der sker, men der er masser af interesse.
