El Clásico-opgør bekymrer landstræneren
Af Nikolaj Hørby Kjeldsen27. apr 2011 kl. 13:54
På klubplan er de rivaler, men på landsholdet er mange af Real- eller Barca-spillerne holdkammerater, derfor håber landstræneren at det gode sammenhold ikke lider last af de mange el clásicos.
Spaniens landstræner Vicente del Bosque er bekymret over, at de nuværende Barcelona-Real Madrid-kampe kunne have en negativ indvirkning på landsholdet.
Spændingerne i Spanien er ifølge Sports Illustrated høje idet man går ind til onsdagens første kamp i Champions League-semifinalen mellem de to klubber. Det vil være det tredje af fire møder i en kort tidsperiode mellem de to store rivaler, og flere spanske landsholdkammerater har hugget til hinanden under Madrids 1-0 Copa del Rey-sejr i sidste uge.
Del Bosque er citeret af den spanske avis Marca for at sige, at selvom han nyder rivaliseringen, så er han bekymret for skænderierne i løbet af disse Clásicos, som han håber ikke finder vej ind i omklædningsrummet på det spanske landshold.
60-årige Del Bosque har gentagne gange sagt, at de gode relationer i verdensmestrenes landsholdslejr har været grundlaget for landets succes.
På det sejrende spanske landshold til sidste års VM var intet mindre end 12 spillere fra enten FC Barcelona (6) eller Real Madrid (6), hvoraf 9 spillere var regulære startere. David Villa har sidenhen trukket Barca-trøjen over hovedet og derudover har 3 øvrige spillere tilbragt en del af ungdomstiden i en af de to storklubber, mens Vicent Del Bosque selv har en fortid på Kongeklubbens trænerbænk.

Mere om Champions League semifinaler:
Mere om 4 X “El Clasico” - på tre uger: