18. maj 2006 kl. 11:03  

Der var inden Champions League finalen kritik af valget af den norske dommerkvartet, der ikke var blandt FIFA’s udvalgte til VM i Tyskland, hvor andre europæiske dommere var fundet bedre, og valget kunne derfor undre. Trods kritikken fastholdt UEFA beslutningen, og først da den ene linievogter troppede op i en Barcelonatrøje til et interview reagerede de og udskiftede ham med en anden. Her skulle UEFA måske have udnyttet muligheden og taget konsekvensen ved at erstatte alle fire. I hvert fald lykkedes det dommer Terje Hauge at spolere, hvad der for mange skulle have været årets store fodboldbegivenhed.

I mange stuer blev der i går, med store forventninger tændt for 3+, den normale sengetid for mange drengebørn blev overskreddet, lørdagsslik var blevet erstattet med onsdagsslik til en forveksling, fædrene sad tilbagelænet med en pilsner knappet op, alt imens mødrene rendte forvirret rundt og serverede øl til gutterne, der var på besøg. Andre steder var storskærmene fundet frem i klubhuse og på værtshuse – med andre ord var stemningen i top i det ganske Europa og folk ventede bare på at dommer Terje Hauge skulle fløjte kampen i gang – og det gjorde han så sandelig og mere til!

Baggrunden for alt denne ståhej var selvfølgelig Europas svar på amerikanernes superbowl, finalen i den europæiske fodboldturnering – Champion League. De første 18 minutter var fantastiske, og en finale værdige. Her bølgede kampen frem og tilbage i et hidsigt tempo, med chancer i begge ender.

Herefter faldt niveauet, og det var ikke på grund af spillernes indsats, men fordi manden i sort ikke var sin opgave voksen, og den kontroversielle kendelse omkring Lehmanns udvisning står nu tilbage, som det man bedst vil huske fra årets finale.

Allerede i starten af kampen fik man sine bange anelser om, at Hauges kendelser kunne få indflydelse på kampen. Især en hændelse træder tydelig frem. Arsenals Thierry Henry og Barcelonas Rafael Marquez jagtede en bold i Barcelonas højre forsvarsside, og et ganske lille skulderskub blev af Hauge betragtet som et puf med unødig stor kraft, som det så fint hedder inden for dommerterminologien. I stedet for at Henry kom fri på mål, fik Barcelona altså et frispark, og så var linien lagt, og i resten af kampen fløjtede han generelt for meget, og situationen i det 18. minut er nok det bedste eksempel herpå.

Her fandt episoden, der ændrede hele kampen nemlig sted. Barcelonas Samuel Eto’o kom fri og blev ureglementeret fældet af den fremstormende Jens Lehmann i Arsenalmålet, men bolden rullede videre til den kasserede franske landsholdspiller Ludovic Guily, der uden besvær kunne trille bolden i et tomt Barcelona mål – og 1-0 til Barcelona var en realitet…

…troede alle, men dommer Terje Hauge havde overraskende fløjtet for et frispark til Samuel Eto’o. I forvirringen omkring situationen spadserede dommeren herefter rundt i længere tid inden han korrekt valgte at vise Jens Lehmann det røde kort for at frarøve modstanderen en oplagt scoringschance. Situationen kom til at virke komisk, da Hauge virkede ubeslutsom, og det derfor kunne tolkes i retningen af, at kortet kom på opfordring.

Endnu værre var det, at han samtidig valgte kun at give Barcelona et frispark, da hændelsen tydeligvis sker præcis på linien til straffesparksfeltet, og denne hører som bekendt med til feltet, og derfor burde han have givet Katalanerne et straffespark.

Havde han fulgt almindelig sund fornuft, havde han ladet fordelsreglen gælde, godkendt Barcelonas scoring, og givet Lehmann en advarsel. Alle kan selvfølgelig lave en fejl, men hvis man ikke er i stand til at anvende fordelsreglen i en Champions League finale, er man måske ikke kompetent nok til så stor en opgave.

På grund af en lidt ophidset stemning valgte Terje Hauge i den efterfølgende periode at fløjte endnu mere, for ikke at tabe kampen. Det betød, at Emmanuel Eboue efter 37 minutter fik et frispark på kanten af feltet, der burde have været til Barcelona, da Arsenalspilleren flagrant smed sig i bedste Hollywoodstil. Frisparket ledte til Arsenals føringsmål, og igen fik Hauges fejlkendelse vital betydning, og samtidig viste det at samarbejdet med linievogteren ikke fungerede optimalt, da denne burde have set Eboues stunt og gjort dommeren opmærksom herpå.

Også ved Barcelonas føringsmål er der noget der tyder på, at der kunne være dømt offside. Denne er dog mere tvivlsom, og vi vil her lade tvivlen komme Hauge til gode, til gengæld var han igen fejl på den, da han i slutningen af kampen gav Thierry Henry en advarsel.

Arsenalanføreren var ellers gået foran for sit hold i denne situation, og tog som anfører sit ansvar, da han trods sin angriberstatus jagtede barcelonaspillerne i et returløb, og satte en ganske ren tackling ind, som Hauge takserede til et gult kort. Konsekvensen blev, at Henry i stedet for at kæmpe nu resignerede, og hvad der kunne være Arsenals eneste tilbageværende våben blev taget fra dem.

Efter kampen sad man tilbage med en underlig følelse af, at dette kunne være blevet en særdeles underholdende kamp, hvad de første 18 minutter vidnede om. Holdene gjorde sådan set, hvad de kunne for at underholde, men de betingelser, som dommeren gav dem at spille under var absolut ikke tilfredsstillende.

Konklusionen er at dommeren ikke duede – han virkede nervøs og overtændt og han formåede ikke at lægge en linie der passede til kampen, hans (fejl)kendelser fik afgørende betydning for kampens resultat, hans vurderinger var ofte forkerte og samarbejdet med linievogterne var ikke godt nok. Hvad der kunne være blevet en stor kamp, blev lidt af en fodboldmæssig fuser, og UEFA må her tage sin del af ansvaret, og fremover sørge for, at når det er de bedste hold der spiller, så skal det også være de bedste dommere, der dømmer.

Hvad angår Terje Hauge, har han i dag indrømmet, at han var for hurtig på fløjten i episoden i det 18. minut, og hatten af for at han indrømmer og ikke bortforklarer dette. Måske burde han være blevet hjemme og fejre den norske nationaldag i stedet for. I hvert fald ved vi andre nu, hvorfor han ikke er blandt de udvalgte til VM.